Når man skal forberede sig bedst muligt til Black Friday ift. annoncering på Google Ads, så er der flere ting, man skal være opmærksomme på at få gjort i god tid, inden ugen og specielt selve dagen oprinder.

Herunder har vi samlet nogle af de råd som du, som kunde hos KompetenceKanalen, med fordel kan drage nytte af for at opnå de bedste forudsætninger for en vellykket og succesfuld Black Week/Black Friday på Google Ads.

Landingsider

Først og fremmest skal du sørge for at få oprettet specifikke landingssider til dine Black Friday-tilbud.

Sørg for at have alle tilbud samlet under de forskellige kategorier, eller opret én samlet Black Friday-tilbudsside, hvor der så er mulighed for at filtrere efter kategorier.

Tydeliggør desuden besparelserne i enten procent eller kr./øre på tilbudssiderne, så de besøgende ikke er i tvivl om, at de kan gøre et godt tilbud hos jer.

Dette giver os de bedste forudsætninger for at oprette effektive tilbudsannoncer og annonceudvidelser, der skal skabe ekstra synlighed på tilbuddene.

Sales price og sales price effective date


Sørg for at få udfyldt sales price og sales price effective date i jeres CMS, så disse informationer er tilgængelige i feedet.

Sales price er, som navnet antyder, tilbudsprisen. Sales price effective date er den periode, tilbuddet gælder. Det er denne periode der afgør, om Google tilføjer et badge med ”Udsalg” eller ej. Gælder tilbuddet for længe, så viser Google ikke ”Udsalg”. Der er desuden en tendens til, at prisen skal være sænket med mere end 20 %, før Google viser badget

Annoncer med badge får også CTR’en til at stige markant, da den får annoncerne til at skille sig ud fra mængden. Studier viser en øgning på over 600 % i CTR. Man kan dog aldrig være helt sikker på, at Google viser prisfaldet som på nedenstående billede – heller ikke selv om man overholder kravene hertil.

Google shopping

Kampagnebudgetter bør øges

De fleste annoncører opjusterer deres bud kraftigt, så ønsker man fortsat at afgive konkurrencedygtige bud, så er man nødt til at gøre det samme.

Hvis dine kampagner kører manuel CPC, så vil det være en god idé at øge kampagnebudgetterne, så buddene og dermed eksponeringsandelene kan øges ved hjælp af højere maks. CPC-bud.

Hvis ens kampagner kører Smart Bidding-strategier, automatiske budstrategier, så skal man være en smule mere påpasselig med bare at øge budgettet. Hvis ens kampagner kører Target-ROAS, så kan man bedre forsvare en budgetøgning, da det fortsat er konverteringsværdien der bydes efter. Men kører ens kampagner efter andre mål, f.eks. Target-CPA eller Maximize clicks, så kan en budgetøgning ikke altid være den bedste anbefaling, da Google så blot vil deltage i flere auktioner og generelt øge forbruget.

Flere og flere begynder at planlægge at handle julegaver til Black Friday, hvorfor søgeefterspørgslen allerede stiger i oktober, da man skal vide, hvad man kigger efter, når Black Friday/Black Week starter. Det kan derfor være en idé allerede i oktober at sikre sig, at budgetterne kan holde til den øgede efterspørgsel.

Ændring af priser i løbet af dagen

Hvis priserne ændres flere gange i løbet af dagen, så sørg for at få priserne opdateret i Merchant Center. På den måde sikrer man sig, at priserne i shopping-annoncerne er de priser, man ser på websitet. En ændring af prisen påvirker det feed som er indgivet i Merchant Center, men da feedet kun er sat til at blive hentet én gang dagligt, vil de ændrede priser ikke vises med øjeblikkelig virkning. Det kræver en manuel hentning af feedet. Hvis der anvendes en API-løsning, så opdateres priserne automatisk i Merchant Center.

Konkurrencedygtige priser

Det giver næsten sig selv, men nu nævner vi det alligevel: Hvis I ønsker en veloverstået og succesfyldt Black Friday, så skal I have nogle konkurrencedygtige produktpriser. Det behøver ikke altid at være den laveste pris, der er den bedste, men I skal sørge for, at en evt. højere pris opvejes af en ekstra god kundeservice, eller andet der gør jer unikke og skiller jer ud fra konkurrenterne. Men er I en mindre webshop med et knapt så stærkt brand, så anbefaler vi som minimum, at I prissætter jeres produkter i samme leje som jeres nærmeste konkurrenter. Hvis I er bare 10 kr. dyrere end konkurrenterne, så kan det være årsag nok til, at det ikke er jer, der løber med ordren. Sørg for at gøre jer en masse tanker om, hvordan I vil håndtere dette, hvis I altså ikke benytter prisovervågningssoftware i forvejen.

Undgå nedbrud

Sørg for, at jeres website er optimeret til at kunne klare en større mængde trafik på én gang. Black Friday er, for de fleste webshops, en krævende dag ift. antallet af besøgende på samme tid. Sørg derfor for at have afklaret, at jeres server og website kan håndtere den øgede mængde trafik, så I ikke ender med et nedbrud og dermed tabt omsætning.

Dækning på betalingskort

Hvis jeres Google Ads-konto er sat op med et betalingskort, så sørg for, at der er dækning på kortet, så kontoen ikke pludselig pauses pga. manglende likviditet.

Få øget jeres beløbsgrænse på det primære betalingskort og få tilknyttet et sekundært betalingskort, som så evt. kan overtage, hvis det primære kort alligevel skulle blive afvist.

Nem checkout og betaling

En sidste, men stor, anbefaling fra os er, at I får gjort jeres checkout-flow så simpelt og gnidningsfrit som muligt. Det skal være nemt og ligetil at udfylde de informationer, I beder folk om at indtaste. Få det gjort klart og tydeligt, hvad man absolut skal udfylde, og hvad der er valgfrit. Lad heller ikke processen hen til betalingsløsningen være for lang.

Sørg desuden for, at det også et gjort nemt at betale. Den endelige betaling er hele formålet, så det vil være en skam, hvis det er her folk falder fra, fordi løsningen er for kompliceret.

Kort fortalt

Ovenstående råd vil forhåbentlig være med til at give jer succes på Black Friday, men vær opmærksom på, at det også er nogle råd, som jeres webshop vil nyde godt af på alle andre tidspunkter på året. Det handler altid om at skille sig ud fra mængden, men om det er prisen, oplevelsen, servicen eller noget helt andet, det er op til jer. Én ting er dog sikkert – vi vil gøre alt, hvad vi kan for at trække så meget relevant trafik ind til jeres side som muligt fra Google Ads.