Google Analytics har annonceret at de ændrer definition på konverteringer i Google Analytics.

Så konverteringer bliver nøglebegivenheder, mens det kun bliver de nøglebegivenheder, der er importeret til Google Ads, der forbliver navngivet konverteringer. Det betyder altså at konverteringer i Google Ads og Google Analytics fremover er ens både i navngivning og antal rapporteret.

Præcist hvad navngivningen vil blive på dansk, er endnu ikke meldt ud, men på engelsk kommer de til at hedde ”key events”. Det har Google Analytics 4 i nuværende rapporter oversat til begivenheder, men det kan også være de går med ”nøglehændelser” eller noget helt tredje.

opdateret d. 19/04-2024

Google Analytics er nu begyndt at opdatere rapporter, og de har oversat “key events” til vigtige hændelser

Grunden til denne ændring, har været en bedre overensstemmelse imellem konverteringer i Google Ads og i Google Analytics. Nu hvor konverteringer i Google Analytics kun er de nøglebegivenheder der findes i Google Ads, kommer hændelsesantallet og værdien til at stemme overens, og dermed mindske brugernes undren over uoverensstemmelser i de to rapporteringer.

Hvad betyder det for os?

Så ”nøglebegivenheder” overtager ”konverteringer”, og alle nøgletal for konverteringer kommer til at ændre navn.

For eksempel bliver “sessions konverteringsrate” til “sessions nøglebegivenhedsrate”, og “bruger konverteringsrate” bliver “bruger nøglebegivenhedsrate”. Andre konverteringsrapporter som “konverteringsstier” skifter også navn og kommer til at hedde “nøglebegivenhedsstier”.

Google skriver at det ikke kommer til at kræve nogle handlinger fra brugeren selv, men at navneskiftet fra “konverteringer” til “nøglebegivenheder” kommer til at ske helt automatisk og at rapporterne i GA4 vil komme til at reflektere dette i løbet af kort tid.

Google har dog ikke nævnt hvad det kommer til at betyde for Big Query, rapporter i Looker Studio og andre platforme der benytter GA4 data. Her kommer vi nok til at opleve rapporter, der skal opdateres i forhold til de angivne dataforbindelser, før de virker korrekt igen. Lige præcis dette har Google endnu ikke meldt noget ud om.

Ligesom man skal med konverteringer i dag, bliver det nødvendigt at angive “begivenheder” som “nøglebegivenheder” før at de bliver behandlet som nøglebegivenheder.

Google Analytics har meldt at det bliver muligt at opgradere en begivenhed til nøglebegivenhed og importere den som konvertering til Google Ads på samme tid. Dette er en velkommen ændring, da man i dag skal vente på at en konvertering bliver aktiv, før man kan importer den.

Læs Google Analytics nyheden her

Google Analytics støtter udvidet konverteringer

En anden detalje der kommer med opdateringen, er at det nu bliver muligt at bruge Google Analytics konverteringer med udvidet konverteringer, hvilket førhen kun var forbeholdt Google Ads konverteringstag alene.

For begge Konverteringsmetoder i Google Ads, deres eget tag og import fra Analytics, kommer nu både til at understøtte udvidet konverteringer og kunne køre samtykkekontroller, samt modellering af data hvor brugeren ikke har givet samtykke til sporing.